Skitse til forord til bogen om angstindustrien

Formålet med den er at vække en kritisk debat om hvordan terroren og den angst, den har skabt i befolkningen, misbruges af både politiske og økonomiske interesser. Et misbrug, der på den politiske side betyder at der gennemtrumfes en række ændringer af vores demokratiske kultur, der næppe ville have været accepteret, hvis vi ikke var angst-ramte. Og på den økonomiske side betyder, at der er en hel industri, der reelt er afhængig af at angsten er i stadig vækst.
Det vil sige at selv felter, der tilsyneladende arbejder på at mindske angsten, reelt har en stærk interesse i at angsten ikke mindskes. Som for eksempel sikkerheds- og overvågnings-industrien, der selvklart har stærke interesser i at trussels-billeder og skrækhistorier florerer.
Grunden til at det er vigtigt at sætte fokus på dette misbrug af angsten er, at det er en udvikling, der kan få alvorlige konsekvenser for vores kultur på to måder.
Dels er det problematisk for demokratiet, hvis vi bliver ved med at bevæge os ud ad en glidebane, hvor kontrol bliver stadig vigtigere end frihed og menneskerettigheder. Hvis vi tillader stadig færre rettigheder til formodede trusler, hvis vi osv.
Dels er det problematisk for vores mentale miljø, hvis vi tillader økonomiske interesser at pushe skrækscenarier i en lind strøm gennem alle medier, så en stadig større del af befolkningen i den vestlige verden plages af angstlidelser.
Jo mere vi tillader begge disse udviklinger, des hurtigere har terroren reelt vundet krigen.
Terror er mental krigsførelse – og på næsten alle punkter er den vestlige verden faldet i alle de baghold og fælder, man overhovedet kunne opfinde til sådan en krig. Jeg kan ikke komme på et eneste punkt, hvor vesten har vundet et slag i den mentale krig. Vi har ladt angsten ramme os, splitte os, forvirre os til at bruge vold og magt, narre os til at slippe vores demokratiske værdier, forføre os til at købe trøst og bedøvelse uden varig effekt, forstyrre vores dømmekraft, så vi ikke kan skelne mellem fiktion og virkelighed. For at sætte sagen på spidsen har vi tilladt terroren at sende os ud i et anfald af kulturel panikangst. Hvis vi ikke snart sætter ind med andet end symptom-behandling, kan tilstanden blive kronisk og livstruende.